Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Durup Park Run

13. maj 2018 11:00 - 14:00

Søndag 13. maj er der for syvende gang mulighed for at nyde de smukke omgivelser ved det gamle rådhus i Durup.

Løbe- og gåglade mennesker kan igen mødes til motion og socialt samvær.

Som noget nyt er der i år også mulighed for at løbe maraton. For at det stadig kan være hyggeligt og socialt, starter marathonløberne allerede et par timer før de øvrige deltagere. På den måde får de et forspring og kan slutte sammen med alle de andre løbere.

Ruten er en to kilometer lang rundstrækning, som er åben i tre timer. Den kan løbes lige så mange gange, man har lyst til. Det er sådan set kun benene, der bestemmer, hvor mange omgange, det bliver til, siger Benny Bull. Han bor selv i Durup og er træner i løbeklubben Pinen og Plagen i Nykøbing. Løbeklubbens motto er, at det skal være sjovt, socialt og seriøst, når man løber. Durup Park Run lægger vægten på det sociale. Alle kan være med, og det skal være hyggeligt og sjovt.

Det er ingen betingelse, at man skal løbe for at være med. Det er helt i orden at tage turen i gåtempo, og det er også ok, hvis benene synes, at én omgang er nok. Det vigtigste er at være med. Der plejer at være både børn, bedsteforældre, nybegyndere, motionister og ultraløbere – så man kan roligt sige, at arrangementet er for alle.

Det er gratis at være med – man skal bare medbringe godter for en 20’er til det fælles depot. Sidste år bugnede bordene i anlægget af frugt, slik, nødder, hjemmebagte kager og meget andet godt. Kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan medbringe.

Dagli’Brugsen i Durup yder også i år stor opbakning til løbet. Al frugt i depotet er sponseret af Brugsen. Der vil også være vand og kaffe i depotet. De øvrige lækkerier sørger deltagerne selv for.

Vi glæder os meget til at se en masse glade mennesker i Anlægget, siger arrangørerne.

Detaljer

Dato:
13. maj 2018
Tidspunkt:
11:00 - 14:00